Villarreal CF

Villarreal Club de Fútbol, ofte blot omtalt som Villarreal CF, er en professionel spansk fodboldklub fra byen Vila-real i provinsen Castellón, beliggende i den østlige del af landet, hvor den repræsenterer et lokalsamfund på omtrent 50 000 indbyggere med en bemærkelsesværdig passion for fodbold. Klubben, der blev grundlagt den 10. marts 1923, konkurrerer i dag i La Liga og har siden slutningen af 1990’erne fastholdt sig som et fast indslag på spansk topniveau, kun afbrudt af én enkelt sæson i Segunda División. På den nationale rangliste over historiske point høster Villarreal en 15. plads, hvilket afspejler 25 sæsoner i den øverste række, mens holdet samtidig har akkumuleret 18 europæiske deltagelser.

Det karakteristiske helgule spille­sæt, adopteret i 1940’erne, har givet klubben øgenavnene «Submarino Amarillo» og «Groguets», som siden har sat sig dybt i spansk fodboldfolklore. Hjemmekampene spilles på Estadio de la Cerámica – det tidligere El Madrigal – der i dag råder over omkring 22 000 – 23 000 siddepladser, alt efter kilde. Faciliteterne suppleres af den moderne træningsby, Ciudad Deportiva José Manuel Llaneza, en kompleks struktur med ni baner og residens for klubbens mange ungdomshold.

På trods af begrænsede økonomiske og demografiske forudsætninger har Villarreal igennem de seneste to årtier markeret sig internationalt. Klubben vandt UEFA Intertoto Cup i både 2003 og 2004, nåede Champions League-semifinalerne i 2006 og 2022, og kronede en lang europæisk stræben med triumfen i UEFA Europa League i 2021 – den første store titel i klubbens historie, hentet efter en dramatisk finalesejr mod Manchester United. Disse resultater har cementeret Villarreal CF som et forbillede på, hvordan målrettet ledelse, talentudvikling og strategiske investeringer kan skabe succes på allerhøjeste niveau.

Historisk udvikling

Grundlæggelsen og de første år (1923-1942)

Den 10. marts 1923 stiftedes Club Deportivo Villarreal med det erklærede formål at fremme sport, særligt fodbold, i Vila-real. Allerede samme sommer blev de første kampe spillet; entréen kostede en halv peseta for mænd, en kvart for drenge, mens kvinder havde fri adgang, og banen blev lejet for 60 pesetas om måneden. Holdet stillede dengang op i hvide trøjer og sorte shorts – et farvevalg der også prydede klubbens første emblem.

Fra 1929 indtrådte klubben i de regionale turneringer, men ophøret kom brat under Den Spanske Borgerkrig. Efter krigen gik Club Deportivo Villarreal i opløsning, og i 1942 opstod Club Atlético Foghetecaz – et navn dannet af forbogstaverne fra stifterne Font, Gil, Herrero, Teulet, Catalá og Zaragoza. Denne nystart tog i 1950 navne­tilføjelsen Villarreal, og i juni 1954 blev det nuværende Villarreal Club de Fútbol officielt.

Etablering i de nationale rækker (1956-1997)

I 1956 sikrede Villarreal for første gang oprykning til Tercera División, hvor klubben blev i fem sæsoner inden et fald til Primera Regional. Efter en ny Tercera-titelsejr i 1969-70 rykkede man op i Segunda División, men den første oplevelse på næstøverste niveau endte efter blot to sæsoner. Perioden frem til midten af 1990’erne var præget af hyppige op- og nedrykninger mellem Tercera, Segunda B og Segunda, men mod slutningen af 1980’erne fik holdet momentum med en oprykning til Segunda B i 1986-87.

To på hinanden følgende oprykninger – først til Segunda B og derpå til Segunda A – betød, at Villarreal i 1992 var fast inventar i den næstbedste række. Placeringerne var som regel midter- eller bundniveau, men i 1997-98 kulminerede en fjerdeplads med en dramatisk oprykningsduel mod SD Compostela, hvor reglen om udebanemål sendte «Submarino Amarillo» i La Liga for første gang.

Debut i La Liga og den første nedrykning (1998-2000)

Første kamp i den bedste række fandt sted den 31. august 1998 på Santiago Bernabéu mod Real Madrid. Villarreal chokerede ved at score efter tre minutter, men tabte 4-1. Den første sæson bød på store øjeblikke – eksempelvis sejr på Camp Nou over FC Barcelona – men også et kollaps i foråret, som resulterede i en 18. plads og efterfølgende play-off-nedrykning til Sevilla FC. En tredjeplads i Segunda året efter bragte dog øjeblikkeligt klubben tilbage til højeste niveau.

Stabilisering og europæisk debut (2000-2004)

I begyndelsen af det nye årtusinde etablerede Villarreal sig som et midterhold i La Liga. I 2002 deltog klubben første gang i UEFA Intertoto Cup, men måtte vente til 2003 for at løfte trofæet efter finalesejr over Heerenveen. Gentagelsen i 2004 – denne gang mod Atlético Madrid – kvalificerede holdet til UEFA Cup’en, hvor semifinalen mod lokalrivalen Valencia CF blev endestation.

Pellegrini-æraens gennembrud (2004-2009)

Ansættelsen af den chilenske træner Manuel Pellegrini i 2004 blev en milepæl. Med profiler som Juan Román Riquelme, Diego Forlán og Marcos Senna sluttede Villarreal på tredjepladsen i La Liga 2004-05, og Forlán vandt Pichichi-trofæet. I Champions League-debuten 2005-06 toppede holdet en gruppe med Manchester United og nåede semifinalen, hvor et brændt straffespark fra Riquelme i overtiden mod Arsenal blev ikonisk.

Senere fulgte et femte- og et historisk andet­plads­resultat i La Liga 2007-08, mens Champions League 2008-09 endnu engang bragte klubben til kvartfinalerne mod Arsenal. Pellegrini forlod efterfølgende posten til fordel for Real Madrid.

Fra Champions League til nedrykning (2009-2013)

Efter Pellegrini overtog Ernesto Valverde, men uensartede resultater førte til trænerskifte til Juan Carlos Garrido. Sæsonen 2010-11 endte med en fjerdeplads i ligaen og semifinale­adgang i Europa League, men i 2011-12 ramte katastrofen: en Champions League-gruppe uden point, hyppige trænerskift og et dramatisk nederlag til Atlético Madrid i sidste spillerunde sendte Villarreal ned i Segunda.

Marcelino García Toral tog i januar 2013 over, og via en stærk forårssæson sikrede Villarreal oprykning på næstsidste spilledag. Økonomisk greb klubben chancen til at sanere budgettet og satse på egne talenter.

Ny konsolidering og europæiske semifinaler (2013-2020)

Ved tilbagekomsten i La Liga overraskede Villarreal med tre sejre på stribe og satte rekord som bedste nyoprykker efter 16 runder. Klubben endte sjette i 2013-14 og gentog placeringen året efter. Under Marcelino nåede man Europa League-semifinalen 2015-16, hvor Liverpool FC standsede drømmen om finalen. Trods uenighed, der kostede Marcelino jobbet i august 2016, kvalificerede Villarreal sig direkte til Europa League 2017-18 og fastholdt kontinuerligt europæisk deltagelse.

Sæsonen 2018-19 var præget af overlevelses­kamp til sidste runder, men en fornyet Calleja-føring sikrede fortsat La Liga-status. I 2019-20 sluttede «Submarino Amarillo» på femtepladsen, drevet af mål fra nyindkøbte Paco Alcácer og afsked med klubikonerne Bruno Soriano og Santi Cazorla.

Europa League-triumfen og nye Champions League-bedrifter (2021-2022)

Den 26. maj 2021 skrev Villarreal historie med sejr i Europa League-finalen i Gdańsk mod Manchester United. Efter 1-1 i ordinær spilletid vandt spanierne 11-10 i straffesparks­konkurrence, hvor målmand Gerónimo Rulli både scorede og reddede det afgørende spark. Titlen gav adgang til UEFA Super Cup, som endte med knebent nederlag til Chelsea FC.

I Champions League 2021-22 avancerede Villarreal fra en gruppe med Manchester United, Atalanta og Young Boys, eliminerede først Juventus og dernæst Bayern München, før de måtte bøje sig i semifinalen mod Liverpool trods en heroisk hjemmekamp. Placeringen som nummer syv i La Liga samme sæson kvalificerede holdet til UEFA Conference League.

Sportslige resultater og meritter

Oversigt over større titler

Notable europæiske slutplaceringer

• Champions League-semifinaler: 2005-06, 2021-22
• Europa League-semifinaler: 2010-11, 2015-16

Bedste ligaresultater

Villarreals hidtil bedste placering i La Liga er sølvmedaljen i 2007-08, mens tredjepladsen 2004-05 og fjerdepladserne i 2010-11 og 2015-16 understreger klubbens evne til at blande sig blandt landets elite.

Stadion og træningsfaciliteter

Estadio de la Cerámica

Banen åbnede den 17. juni 1923 som Campo del Villarreal, skiftede i 1925 navn til El Madrigal efter den nærliggende landsbrugsgrund og blev i 2017 omdøbt til Estadio de la Cerámica som hyldest til den lokale keramikindustri. Kapacitetsangivelsen varierer i officielle kilder mellem 22 000 og 23 000 pladser.

Ciudad Deportiva José Manuel Llaneza

Siden 2002 har klubbens førstehold og ungdomssektor haft hjemsted i dette 70 000 m² store anlæg, som rummer ni fodboldbaner, bofaciliteter for unge spillere samt værtskab for utallige turneringer året igennem.

Identitet, farver og symbolik

Den gule dragt

Overgangen fra hvidt til gult fandt sted i 1940’erne. Ifølge overleveringen skyldtes farveskiftet, at klubbens repræsentant under et ærinde til Valencia ikke kunne skaffe de sædvanlige sæt og derfor vendte hjem med gule trøjer – et valg som spillerne straks tog til sig.

Submarino Amarillo

I 1967, da holdet sikrede oprykning til Tercera, sang fansene en spansk version af The Beatles-klassikeren «Yellow Submarine». Derfra hæftede kaldenavnet sig til klubben; et samme kaldenavn som Cádiz CF også gør krav på, hvilket fra tid til anden giver anledning til folkelig debat om, hvem den «ægte» gule ubåd er.

Mascotten Groguet

Siden 2001 har klubben haft maskotten «Groguet» – en antropomorf gul ubåd navngivet af en lokal skoleelev.

Organisation og økonomi

Ledelsesstruktur

15. maj 1997 blev forretningsmanden Fernando Roig majoritetsaktionær og præsident, hvorefter klubben gik ind i sin mest succesrige periode. I starten af 2010’erne faldt budgettet fra omkring 100 til 70 mio. €, og klubben skiftede fra dyr indkøbsstrategi primært i Sydamerika til øget fokus på egen talentmasse.

Talentudvikling og filialer

Canteraen som løftestang

Villarreals akademi har de seneste år været et referencepunkt i Europa. Træner Javi Callejas første periode så et rekordstort antal debutanter fra ungdomsrækkerne, og klubben havde frem mod EM 2016 spillere i alle spanske ungdomslandshold samt i A-landsholdet.

Villarreal B og C

Reserveholdet Villarreal B rykkede i 2022 for anden gang op i Segunda División, mens tredjeholdet opererer i Tercera Federación. Filialerne er integreret i samme spillestil og træningsmiljø som førsteholdet.

Afición og lokalt engagement

Med mere end 20 000 sæsonkort­holdere – svarende til en god tredjedel af byens befolkning – er Villarreal blandt de europæiske klubber med højest forhold mellem indbyggertal og tilskuere. Klubben har i perioder bevidst afstået fra offentlige tilskud, og den lokale stolthed er et centralt element i klubbens identitet.

Rivaliseringer

Derbi de la Comunitat

Opgørene mod Valencia CF er de mest omtalte, intensiveret siden Villarreal i flere sæsoner overhalede regionskollegaen i tabellen. Nabolagsdueller med CD Castellón og historisk også CD Burriana samt opgørene mod Levante UD føjer ekstra krydderi til sæsonen.

Statistikker og klubrekorder

Største sejre

Flest kampe og mål

Opdateret pr. 31. juli 2025.

Detaljerede tal foreligger ikke i de tilgængelige oplysninger, men klubben anerkender internt både kamp- og målrekordholdere som centrale figurer i sin moderne historie.

Landsholdsspillere og internationale medaljer

Verdens- og kontinentale mestre fra Villarreal

• FIFA-verdensmestre: Joan Capdevila (2010, Spanien), Gerónimo Rulli og Juan Foyth (2022, Argentina)
• Europamestre: Marcos Senna, Santi Cazorla, Joan Capdevila (alle 2008), Álex Baena (2024)
• AFCON-vinder: Ikechukwu Uche (2013), Boulaye Dia (2021)
• UEFA Nations League: Yeremi Pino (2023)

Fremtidsudsigter

Med en solid infrastruktur, et internationalt respekteret akademi og en stærk koneksion mellem førstehold og lokalsamfund fremstår Villarreal CF velpositioneret til fortsat at udfordre både nationalt og på europæisk plan. Klubben har vist, at man kan kombinerer økonomisk ansvarlighed med sportslig ambition, og erfaringerne fra Europa League-triumfen samt de to Champions League-semifinaler fungerer som konstant drivkraft for nye generationer af «Groguets».

Referencer

Alle fakta i denne artikel er baseret på offentligt tilgængelige kilder og officielle klubbens kommunikation.