Luis Fernández

Luis Miguel Fernández Toledo, ofte blot kendt som Luis Fernández, er født 2. oktober 1959 i den andalusiske kystby Tarifa og har gennem flere årtier sat et markant aftryk på både europæisk klubfodbold og international landsholdsfodbold. Som hårdtarbejdende defensiv midtbanespiller blev han publikumsyndling i Paris Saint-Germain, inden han i 1980’erne og 1990’erne udviklede sig til en karismatisk – men også tidvis omstridt – træner med poster i Frankrig, Spanien, Mellemøsten og på flere landshold. Hans karriere rummer triumfer som europamester i 1984, fransk mester i 1986 og vinder af Pokalvindernes Europa­cup som træner i 1996, men også skuffelser, skader og kontroverser. Det omfattende virke gør ham til en af fransk fodbolds mest kendte profiler, både på banen, på trænerbænken og som mediepersonlighed.

Tidlige år og opvækst

Fernández kom til Frankrig i 1968 sammen med sin mor og sine fem søskende, da familien slog sig ned i forstaden Vénissieux syd for Lyon, hvor de mange højhusbyggerier i bydelen Les Minguettes husede tusindvis af tilflyttere fra Sydeuropa og Nordafrika. I det multikulturelle miljø lærte han først det franske sprog med besvær og blev som skoleelev hurtigt kanaliseret over i en teknisk uddannelsesretning. Samtidig dyrkede han fodbolden i den lokale klub AS Minguettes og senere i AS Saint-Priest. Som spansk statsborger blev han på det tidspunkt betragtet som udlænding, og han oplevede jævnligt sproglige tilråb på banen – episoder, der ifølge ham selv styrkede hans kampgejst og vilje til at slå igennem.

Efter et mislykket forsøg på at blive optaget i AS Nancy-Lorraine gav en prøvetræning i Paris Saint-Germain pote. Klubben kunne kun registrere to udenlandske spillere, men valgte alligevel at skrive en amatørkontrakt med den lovende midtbanemand i 1978. For at fjerne forhindringen omkring nationalitet søgte Fernández om fransk statsborgerskab og blev naturaliseret i januar 1981, hvorefter han hurtigt blev fast mand i den parisiske startopstilling.

Aktiv spillerkarriere

Paris Saint-Germain (1978-1986)

Fernández debuterede for PSG i 1978 mod Nancy og markerede sig straks som en kraftfuld “box-to-box”-spiller med usædvanlig løbekapacitet, benhård boldvinding og præcise afleveringer. Han skrev sin første fuldtidsprofessionelle kontrakt i 1980 og var med til at sikre to Coupe de France-titler i 1982 og 1983, ligesom han spillede en central rolle i klubbens første europæiske udfordringer i Cup Winners’ Cup. Højdepunktet som spiller i Paris kom, da han som nyudnævnt kaptajn førte holdet til den historiske første franske mesterskabstitel i 1985-86 efter en sæson med 26 kampe i træk uden nederlag.

Racing Club de Paris (1986-1989)

Sommeren 1986 forlod han PSG og skrev under på en lukrativ kontrakt med det nyrige Racing Club de Paris, senere kendt som Matra Racing. Trods et stjernespækket hold med blandt andre Pierre Littbarski og Enzo Francescoli udblev resultaterne – klubben sluttede henholdsvis som nummer 13, 7 og 17, og Fernández blev hæmmet af en alvorlig knæskade, der satte ham ud af spillet i længere perioder.

AS Cannes (1989-1993)

I 1989 valgte han et mere beskedent miljø i AS Cannes, hvor talentudvikling var i fokus. Her dannede han midtbane sammen med det fremadstormende stortalent Zinédine Zidane, og holdet leverede en overraskende fjerdeplads i Division 1 i 1990-91, hvilket medførte klubbens første kvalifikation til UEFA-cup’en. Trods nedrykning til Ligue 2 året efter blev Fernández hængende og overtog efter få spillerunder i 1992-93 reelt cheftrænerrollen, hvorefter han lagde støvlerne på hylden og styrede holdet direkte tilbage til den bedste række.

Landskampe for Frankrig

Den stærke udvikling i PSG skaffede ham debut for det franske A-landshold 10. november 1982 mod Holland. Fernández erstattede Bernard Genghini i den berømte “carré magique” sammen med Jean Tigana, Alain Giresse og anfører Michel Platini, et midtbane­kvartet som førte Frankrig til EM-guld på hjemmebane i 1984. Ved VM 1986 i Mexico var han igen stamspiller og udlignede mod Sovjetunionen i gruppespillet, mens hans kølige scoring på det afgørende straffespark i kvartfinalen mod Brasilien for alvor skrev ham ind i fransk fodbold­historie.

Efter at have overtaget anførerbindet i slut-80’erne oplevede han en svær periode med manglende kvalifikation til EM 1988 og VM 1990. Alligevel bidrog han til en perfekt kvalifikation til EM 1992 – otte sejre i otte kampe – hvor han dog primært fungerede som indskiftningsspiller. Frankrig blev elimineret i gruppespillet, og Fernández stoppede sin landsholdskarriere med 60 kampe og 6 mål.

Trænerkarriere

AS Cannes (1993-1994)

Som helt ny træner førte han hurtigt Cannes til oprykning og senere europæisk deltagelse, og han blev kåret til Årets Træner i Frankrig i 1994 for sin offensive spillestil og modige brug af unge spillere som Johan Micoud og Mickaël Madar.

Første periode i Paris Saint-Germain (1994-1996)

Tilbage i hovedstadsklubben moderniserede han truppen, fastholdt Raí som strategisk omdrejningspunkt og vandt i 1995 både Coupe de France, Coupe de la Ligue og Trophée des Champions. I UEFA Champions League nåede PSG semifinalen, blandt andet efter at have elimineret Johan Cruyffs FC Barcelona i kvartfinalen. Året efter kulminerede indsatsen med sejr i Pokalvindernes Europa­cup, hvor et frisparksmål af Bruno N’Gotty sikrede finalesejr over Rapid Wien – den første europæiske triumf for et fransk klubhold siden 1993.

Athletic Bilbao (1996-2000)

Fernández accepterede herefter udfordringen hos Athletic Bilbao, en klub med strenge rekrutterings­regler baseret på baskisk tilknytning. Alligevel leverede han fremragende resultater: sjetteplads i sin første sæson og en sensationel andenplads i 1997-98, der gav direkte adgang til UEFA Champions League. Efter yderligere to sæsoner – nummer otte og elleve – valgte han at forlade San Mamés.

Anden periode i PSG (2000-2003)

I december 2000 vendte han igen hjem til Parc des Princes, hvor han dog aldrig fandt stabilitet trods store investeringer i spillere som Nicolas Anelka og Ronaldinho. En Intertoto-triumf i 2001 gav adgang til UEFA-cup’en, men i ligaen sluttede PSG som nummer ni, fire og 11 gennem de tre sæsoner. Relationen til profiler som Anelka og senere Ronaldinho blev stridbar, og efter nederlag i Coupe de France-finalen 2003 trak han sig – trods status som træneren med flest kampe på PSG-bænken.

Espanyol Barcelona (2003-2004)

4. november 2003 overtog han bundproppen Espanyol, der stod med fem point efter ti runder i La Liga. Holdet lignede en sikker nedrykker, men en flot slutspurt med sæsonafsluttende 2-0-sejr over Real Murcia sikrede overlevelse på 16.-pladsen.

Al-Rayyan og Beitar Jerusalem (2005-2006)

Efter et kort og konfliktfyldt ophold i Qatar hos Al-Rayyan – der senere førte til en økonomisk tvist med klubben – skrev han i november 2005 under som cheftræner i Beitar Jerusalem. Trods et stort budget sluttede holdet på tredjepladsen og kvalificerede sig til UEFA-cup’en, men utilfredse tilhængere vendte sig mod ham, og han forlod posten efter sæsonen.

Real Betis (2006-2007)

I december 2006 blev han præsenteret i Betis Sevilla midt i klubbens 100-års jubilæums­sæson. Han løftede holdet op fra nedrykningszonen, men efter et 0-5-nederlag til Osasuna i næstsidste runde blev han afskediget, selv om Betis fortsat lå over stregen.

Stade de Reims (2009)

I foråret 2009 forsøgte han at redde traditionsklubben Reims i Ligue 2. Trods 27 point i 18 kampe lykkedes missionen ikke, og klubben rykkede ned i Championnat National.

Landsholdsjob i Israel (2010-2011) og Guinea (2015-2016)

I maj 2010 tiltrådte Fernández som israelsk landstræner på en 18-måneders kontrakt. Målet om EM-kvalifikation til 2012 glippede, og han fratrådte ved kontraktudløb. April 2015 fulgte en aftale med Guineas landshold frem til 2016, men efter en skuffende kvalifikations­kampagne til Africa Cup of Nations forlod han posten efter gensidig aftale.

Direktørrolle i PSG (2017-2018)

16. august 2017 vendte han for tredje gang tilbage til sin hjerteklub som sportsdirektør for ungdoms­akademiet, hvor han arbejdede med rekruttering og udvikling, inden han trak sig året efter.

Spillestil og ledelsesfilosofi

Som spiller var Fernández indbegrebet af en fysisk stærk midtbane­motor, der med kompromisløs tacklings­styrke og stor løbevilje drev bolden op fra bagkæden og islæb præcise afleveringer fremad banen. Holdkammerater og modstandere har ofte beskrevet ham som en “kriger” – en type, der satte intensitet og hjerteslag i kampen.

Som træner er han blevet rost for evnen til at skabe kortsigtede resultater og motivere mindre klubber eller pressede trupper, men samtidig kritiseret for et opsigts­vækkende temperament og en ledelsesstil, der kunne ende i konflikter med stærke stjernespillere. Flere tidligere spillere har peget på hans flair for mediebevågenhed og hans glæde ved at deltage aktivt i øvelser på træningsbanen – en praksis, der lige så tit blev set som inspirerende som udisciplineret. Selv fremhæver han kollektiv ånd, højt pres og vilje som nøglebegreber i sin filosofi.

Meritter og hædersbevisninger

Som spiller

• Fransk mester med Paris Saint-Germain – 1986
• Vinder af Coupe de France – 1982 og 1983
• Europamester med Frankrig – UEFA Euro 1984
• Vinder af Artemio Franchi-trofæet (interkontinental turnering) – 1985
• Bronze ved VM – Mexico 1986

Som træner

• Pokalvindernes Europa­cup med Paris Saint-Germain – 1996
• Coupe de France – 1995
• Coupe de la Ligue – 1995
• Trophée des Champions – 1995
• UEFA Intertoto Cup – 2001
• Vice­mester i Spanien med Athletic Bilbao – 1998

Personlige priser

• Årets Franske Spiller (France Football) – 1985
• Étoile d’Or (France Football) – 1986
• Årets Træner i Ligue 1 – 1994
• Udnævnt til Ridder af den Franske Légion d’Honneur – 2022
• Optaget på flere kåringer af PSG’s “all-time XI”, senest i 2017
• Nr. 50 på So Foots liste over Ligue 1’s 1000 bedste spillere (2022)

Medie- og offentlig profil

I 2003 lancerede Fernández radioprogrammet “Luis attaque” på RMC, som han styrede helt frem til 2016, og han har gennem årene fungeret som ekspert for både TF1, beIN Sports, BFM TV, W9 og Eurosport. Hans direkte stil, lune accent med spansk klangbund og ofte bramfri udtalelser har gjort ham til en populær – men ikke nødvendigvis ufarlig – stemme i fransk sportspresse. Lidenskaben for hestevæddeløb har desuden ført til medværtsroller i RMC’s udsendelser om trav og galop.

I 2008 udgav han bogen “Luis contre-attaque” i samarbejde med journalisten Daniel Riolo, hvor han uden filter formulerer vurderinger af kendte fodboldpersonligheder, han har krydset klinger med. Et år senere, i februar 2010, organiserede han sit eget jubilæumsshow i Cannes, hvor gamle holdkammerater fra både 1984- og 1998-landsholdene deltog i en opvisningskamp.

Betydning og eftermæle

Luis Fernández’ navn er for altid forbundet med et afgørende skud fra 11-meter­pletten i Guadalajara i 1986, med Parc des Princes’ første mesterskabs­fest i 1986 og med PSG’s første europæiske pokaltriumf ti år senere. Hans karriere, der spænder fra de beskedne betonsletter i Les Minguettes til trenerjob i La Liga, Middle East og adskillige landshold, fortæller historien om en mand drevet af passion, stolthed og en ukuelig vilje til at konkurrere – både når det lyser op i succes og når det gnistrer i konflikt. Fernández’ bidrag til fransk og europæisk fodbold anerkendes fortsat, og hans farverige personlighed sørger for, at han også uden for kridtstregerne forbliver et samtaleemne blandt fodbold­interesserede verden over.