Deportivo Alavés

Deportivo Alavés, formelt Deportivo Alavés S.A.D., er Vitoria-Gasteiz’ internationale fodboldvaremærke og et af de ældste organiserede idrætsfællesskaber i den nordspanske provins Álava. Klubben har siden 1921 repræsenteret hovedstaden i den Baskiske Autonome Region og har kæmpet sig op gennem alle niveauer af det spanske ligasystem – fra regional amatørfodbold til La Liga og de største europæiske finaler. Med sine blå-hvide striber, sit karakteristiske vimpel-logo og det kompakte, stemningsfyldte stadion Mendizorrotza har Alavés sat et stærkt lokalt præg på spansk fodboldkultur og været grobund for såvel heroiske fortællinger som økonomiske stormvejr.

Klubben rangeres traditionelt som den tredje mest succesrige baskiske fodboldinstitution efter Athletic Club fra Bilbao og Real Sociedad fra San Sebastián. Hvor de to sidstnævnte har årtier af kontinuerlig Primera-division på cv’et, har Alavés’ historie været mere cyklisk: perioder med opsigtsvækkende toppræstationer – kulminerende med UEFA-Cup-finalen i 2001 og Copa del Rey-finalen i 2017 – er gentagne gange blevet afløst af sportslige fald og økonomiske udfordringer, inden klubben med fornyet energi igen har vendt tilbage til rampelyset.

I dag anvender Alavés navnet ”El Glorioso” – De Sla­vet­ne – med både stolthed og selvironi. Det baserer sig dels på 1930’ernes første La Liga-eventyr, dels på nittende århundredes baskiske identitetssymbolik, som stadig præger alt fra fansangen ”Bravo equipo albiazul” til spillernes blå-hvide striber. Denne artikel går i dybden med hele fortællingen: fra de første cykelklubbers boldspil på gruspladserne ved Camino de Lasarte til nutidens moderne fodboldvirksomhed med datterselskaber i Kroatien, USA, Frankrig og Japan.

Geografisk og kulturel kontekst

Vitoria-Gasteiz ligger på det baskiske højsletteniveau syd for Bilbaos bjergrige kystområde. Byen blev i løbet af det 20. århundrede regionshovedstad og rummer i dag knap en kvart million indbyggere. Den lokale identitet er tæt forbundet med landbrug, vin fra Rioja Alavesa, moderne let industri – og fodbold, som allerede i 1900-tallets første år kom hertil via britiske handelsforbindelser og baskiske hjemvendte studerende.

Historisk overblik

Etableringen og de tidlige år (1905 – 1928)

Baskisk cykelsport og ungdomsforeninger dannede grundstammen for Sport Friend’s Club, der blev højtidsregistreret 14. februar 1909 og formaliseret 23. januar 1921 under navnet Deportivo Alavés. Holdet spillede oprindeligt i kridhvid trøje og shorts, mens sorte strømper fastholdt samhørigheden med datidens øvrige baskiske klubber. I 1920’erne rykkede man fra tilfældige grusbaner til byens første afgrænsede fodboldarealer, hvilket mundede ud i det senere Mendizorrotza-område.

Gennembrud og første La Liga-periode (1928 – 1933)

Alavés blev i 1928 stiftende medlem af den nye Segunda División og erobrede allerede i 1929-30 oprykning som den første klub, der vandt Segunda. De tre efterfølgende sæsoner i landets absolutte top gav placeringer i den nedre ende af tabellen, men satte alligevel Álava-provinsen på Spaniens fodboldlandkort.

Krigstid og efterkrigstidens nedtur (1936 – 1956)

Borgerkrig, politisk uro og økonomisk mangel prægede hele den spanske sport. For Alavés betød det et fald til Tercera, otte sæsoner med omskiftelige resultater og hyppige trænermutationer. Først i starten af 1950’erne fik præsident José María Aresti stabiliseret klubben, og sæsonen 1953-54 bragte en ny Segunda-titel og andengangsbillet til La Liga. Langvarig topplacering gryntede dog, og i 1956 var nedrykningen igen en realitet.

Yderligere fald og genopbygning (1956 – 1970)

Den næste fase var kendetegnet ved uro på direktionsgangen og sportslig deroute. Luis Urquiri fastholdt holdet i Segunda med placeringer som fem og syv, men bestræbelserne på at vende tilbage til den bedste række mislykkedes. I 1960’erne stod klubben kortvarigt uden professionel licens, og tragedien med forsvarskrumtappen Andoni Sarasola, der omkom i et biluheld i 1969, forstærkede følelsen af en identitetskrise.

Vejen gennem rækkerne (1970 – 1998)

Efter et kort ophold i den regionale liga hev Alavés sig i 1974 tilbage til Segunda og tilbragte næsten et helt årti som solid, men anonym mellemklasseklub. Finansielle vanskeligheder førte til et dramatisk kollaps i 1983, som sendte holdet i Segunda B og i en periode til fjerdeniveauet Tercera. Gennem 1990’erne stod præsident Juan Arregui Garay og træner Jesús ”Txutxi” Aranguren bag en strategisk satsning på både erfarne Segunda-navne og udvalgte udlændinge. I 1997-98 blev belønningen en suveræn førsteplads og oprykning til La Liga efter 42 års fravær.

Det europæiske eventyr (1998 – 2003)

Med José Manuel ”Mané” Esnal i spidsen sikrede Alavés overlevelse i debutsæsonen og fulgte op med en sensationel sjetteplads i 1999-2000. Dermed kvalificerede klubben sig til UEFA-Cuppen, hvor triumfer over blandt andre Inter, Rayo Vallecano og Kaiserslautern førte baskerne helt til finalen i Dortmund den 16. maj 2001. Det ikoniske 4-5-nederlag mod Liverpool på golden goal – et selvmål af Delfí Geli – regnes stadig som en af turneringens mest dramatiske finaler nogensinde. Sæsonen efter endte holdet som nummer syv og spillede igen europæisk, men røg ud mod Beşiktaş. I 2002-03 faldt resultaterne, og klubben rykkede ned.

Økonomiske problemer og sportslig turbulens (2003 – 2013)

Den ukrainsk-amerikanske forretningsmand Dmitry Pieterman købte majoriteten og optrådte både som præsident, sportsdirektør og selverklæret træner – et kaotisk ledelsesforløb, der kulminerede med oprykning i 2005, omgående nedrykning i 2006 og et efterladt gældshul på omkring 25 mio. €. Efter endnu et fald til Segunda B i 2009 overtog José Antonio Querejeta (også kendt fra basketsuccesen Baskonia) klubben, stabiliserede økonomien og førte Alavés tilbage til den professionelle anden division i 2013.

Genoprejsningen (2013 – 2017)

Under træner José Bordalás førte den defensive disciplin og stærke kontrafaser til mesterskab i Segunda 2015-16, to år efter man med nød og næppe havde undgået nedrykning. Oprykningen banede vej for et historisk 2016-17 med sejr over FC Barcelona på Camp Nou, en sikker niendeplads i ligaen og klubbens første Copa-del-Rey-finale – tabt 1-3 til netop Barça.

Nyeste udvikling (2017 – 2024)

De efterfølgende sæsoner har budt på stor trænerudskiftning. Mauricio Pellegrino blev efterfulgt af Luis Zubeldía, Gianni De Biasi, Abelardo Fernández, Asier Garitano og Juan Ramón López Muñiz. I 2021-22 endte den længste topdivisionstribe i klubbens historie – seks år – med nedrykning efter næstsidste spillerunde, men allerede året efter sikrede holdet sig via playoff-finale i Valencia (1-0 over Levante) en hurtig tilbagekomst til La Liga for sæsonen 2023-24.

Identitet og symbolik

Navne gennem tiden

• Sport Friend’s Club (1920 – 1921)
• Deportivo Alavés (1921 – 1923)
• Club Deportivo Alavés (1923 – 1934)
• Deportivo Alavés (1934 – 1996)
• Deportivo Alavés, S.A.D. (1996 – )

Klubbens emblem

Det oprindelige våbenskjold lænede sig tæt op ad Álava-provinsens heraldiske symboler med borg og løve. Fra 1922 forenklede man designet til en blå-hvid vimpel med initialerne ”DA”, mens 1950-versionen generobrede det runde skjold med borgen, løven og en sværdarm. Den nuværende logoform er en moderne vimpel, der elegant kombinerer tradition og grafisk renhed.

Klubfarver og spilledragt

Som udetrøje har klubben gennem årene brugt alt fra sort og pink til helt blå sæt, ofte dikteret af sponsorernes farver og ønsket om at repræsentere Rioja Alavesas vinrøde nuancer.

Tilnavne

• Babazorros – ”Bønnespisere”, en drilsk reference til det beskedne bondekosthold i den historiske Álava-region.
• El Glorioso – ”De Slav­tne”, anvendt første gang i 1930’erne og genoptaget efter årtusindskiftet.
• Albiazules – ”De blå-hvide”.
• El Pink Team – moderne øgenavn, da klubben valgte pink alternative trøjer.

Hymne og sange

Siden 1950’erne har ”Bravo equipo albiazul”, komponeret af Alfredo Donnay, været officiel hymne. Ældre marcher som ”Canto Bélico” og ”La victoria nos sonríe” bruges stadig ved særlige jubilæer, mens nutidens fans – anført af gruppen Iraultza 1921 – har tilføjet et væld af egne chants og trommerytmer.

Stadion og faciliteter

Mendizorrotza

Bygget i 1924 på det tidligere Campo de Cervantes, omdannet senest i 1999, rummer i dag 19 840 overdækkede pladser. Det nære, næsten britiske design med korte afstande fra tribune til græstæppe gør arenaen til en frygtet destination for udehold. Kommunen ejer anlægget, men klubben driver daglig drift og museum i stueetagen.

Urarte og andre baner

Under moderniseringen i 1980’erne flyttede førsteholdet midlertidigt til Campo de Urarte i bydelen Abetxuko, som i dag fungerer som trænings- og akademibaner.

Træningsanlæg og akademier

• El Glorioso / Betoño – 40 000 m² med fuldt størrelse naturgræs, tre kunstgræsbaner og indendørs hal, planlagt til yderligere udbygning.
• Ciudad Deportiva José Luis Compañón (Ibaia) – fire baner, omklædning, fitness samt 650 parkeringspladser; opkaldt efter klubbens mangeårige altmuligmand José Luis Compañón.

Museum

Siden 2005 har et permanent udstillingsrum under den vestlige tribune præsenteret trøjer, pokaler, billetter og audiovisuelle klip fra 1920’erne til i dag, med særlig vægt på UEFA-finalen 2001.

Organisation og økonomi

Ledelsesstruktur

Budget og finansielle nøgletal

Siden 2010’erne har årsbudgettet typisk ligget omkring 10 mio. €, mens den samlede balance ultimo regnskabsåret er opgjort til cirka 61 mio. €.

Sponsorer og udstyrsleverandører

• Tekstilleverandør: Hummel (tidl.) → Kelme (fra 2017, oprindelig aftale til 2022) → Puma (fra 2022-23 for fire sæsoner).
• Hovedsponsor på trøjen: Betway (gambling) 2017-2020.

Sportslige resultater

Ligastatistik

Pokaler og titler

• Segunda División: Mester 4× (1929-30, 1953-54, 1997-98, 2015-16)
• Segunda B: Mester 4× (1992-93, 1993-94, 1994-95, 2012-13)
• Tercera: Mester 6× (1940-41, 1960-61, 1964-65, 1967-68, 1973-74, 1989-90)
• Copa Federación: Vinder 1945-46
• Copa del Rey: Finalist 2016-17
• UEFA Cup: Finalist 2000-01

Europæiske meritter

Hold og spillertrup

Nuværende førstelag (udpluk, 22. december 2023)

Truppen bestod ved årsskiftet 2023/24 af 25 registrerede spillere, heraf majoriteten spaniere suppleret af sydamerikanske og europæiske profiler. Blandt de toneangivende navne i offensiven var Lucas Pérez og Joselu, mens Rubén Duarte, Laguardia og Martín Aguirregabiria satte det defensive præg.

Reserver og ungdom

Deportivo Alavés B fungerer som brohovedet fra akademiet til professionel seniorfodbold og spiller sine hjemmekampe i Ibaia. Holdet har gennem tiderne optrådt i både Segunda B og Tercera.

Notable spillere gennem tiderne

• Delfí Geli – anfører i UEFA-finalen 2001.
• Javi Moreno – skarp målscorer i slut-90’erne.
• Cosmin Contra – rumænsk landsholdsbakke fra guldholdet 2000-01.
• Jordi Cruyff – hollænderen, der satte sit præg midt i 00’erne.
• Ermedin Demirović – bosnisk angriber udsendt fra Alavés’ datterklubber.

Trænerlegender

• José Manuel ”Mané” Esnal – arkitekt bag både Europa-eventyret og Copa-run’et.
• Roman Galarraga – stod bag flere oprykninger i 1950’erne og 1970’erne.
• José Bordalás – manden bag mesterskabet i Segunda 2016.

Klub i partnerskab og datterselskaber

Alavés B og C

Reserveholdet blev grundlagt 1960 som Alavés Amateur og har siden 2000-erne formelt heddet Deportivo Alavés B. Et tredjehold, Alavés C, eksisterede 2000-05 i samarbejde med Club San Ignacio, som i dag fungerer som officiel satellit på amatørniveau.

Internationale projekter

• California Victory (USA, 2007) – USL-franchise drevet under Alavés-farver; lukket samme år efter ejerskifte.
• NK Rudeš (Kroatien, 2017-18) – tiårig aftale annonceret, ophævet efter én sæson.
• NK Istra 1961 (Kroatien, siden 2018) – majoritetsaktie, niendeplads i debutsæsonen med talenter fra Vitoria.
• FC Sochaux (Frankrig, 2018) – kort kooperationsaftale, afbrudt efter få måneder.
• JS Hercules (Finland, 2018-19) – udvekslingsramme for trænere og U-spillere.
• Kagoshima United FC (Japan, indgået i 2018) – strategisk partnerskab i J-League 2.

Fans og kultur

Fangrupper og stemning

Ultrakernen Iraultza 1921 samler tusindvis af medlemmer og markerer sig med anti-fascistiske bannerkoreografier, baskiske flag og højlydte trommer. Gruppen er erklæret venstreorienteret og har venskabspagter med andre nordspanske og katalanske fanfraktioner, mens relationen til centralistiske klubber ofte er konfliktfyldt.

Lokale og regionale rivaler

• Athletic Club – historisk baskisk derby, intens atmosfære.
• Real Sociedad – mindre geografi, men betydelig prestige.
• CA Osasuna – nabokamp mellem Álava og Navarra.

Kuriositeter og anekdoter

• Legendariske José Luis Compañón tilbragte 51 år i klubben som altmuligmand og fik klubbens træningscenter opkaldt efter sig.
• Klubben introducerede pink som sekundær farve i 2000’erne – et særsyn i La Liga.
• I 2017 indleverede fansene symbolsk en kiste på tribunen som protest mod tv-tider, de mente ”begraver” tilskueroplevelsen.

Statistiske oversigter

Sæson for sæson (udvalgt resume)

Europæiske kampe (kortfattet)

1. UEFA Cup 2000-01: 14 kampe – 9 sejre, 2 uafgjorte, 3 nederlag – målscore 36-20.
2. UEFA Cup 2002-03: 4 kampe – 2 sejre, 0 uafgjort, 2 nederlag – målscore 6-6.

Afsluttende bemærkninger

Deportivo Alavés’ rejse, fra beskedne studentermatcher på grus til europæisk finaleglamour, illustrerer den iboende robusthed i baskisk fodboldkultur. Klubben har flere gange været tæt på både ekstase og afgrund – men hver gang er den vendt tilbage, båret af lokale investorer, loyale fans og en ukuelig tro på, at også en relativt lille by kan være rammen om store fodboldhistorier. Når Mendizorrotza fyldes af blåt og hvidt, og hymnen runger ud over de grønne Pyrenæer, er det et signal om, at ”El Glorioso” altid rejser sig igen.