Valencia CF

Valencia Club de Fútbol – ofte forkortet til Valencia CF eller blot Valencia – udgør et af de mest traditionsrige og succesrige fodboldprojekter på den iberiske halvø. Klubben, der blev stiftet i 1919 midt i den pulserende storby Valencia, har i mere end et århundrede koblet lokal identitet, et offensivt fodbold-DNA og et bemærkelsesværdigt internationalt tilsnit. På trods af økonomiske op- og nedture, dramatiske magtskifter og sportslige udsving er Valencia CF forblevet et fast referencepunkt i spansk samt europæisk elitefodbold.

Med seks spanske mesterskaber, otte triumfer i Copa del Rey samt et fornemt europæisk CV – der tæller både dobbelt sejre i Messebyturneringen (forløberen for UEFA Cuppen), en UEFA Cup-triumf, en pokaltitel i Cup Winners’ Cup samt to UEFA Super Cups – har klubben fra Mestalla de facto sat sit aftryk på flere æraer. Samtidig har dens talentakademi, Acadèmia, fostret stjerner såsom Mendieta, Albelda, David Silva, Jordi Alba og Ferran Torres, hvilket fuldender et billede af en institution, der formår at kombinere global rækkevidde med lokal forankring.

I det 21. århundrede har Valencia CF gennemlevet en gylden periode med to La Liga-titler (2002 og 2004) og en UEFA-Cup, men også en turbulensfyldt fase med gældsbyrde, trussel om betalingsstandsning, et ejerskifte til den singaporske forretningsmand Peter Lim samt flere sportslige genstarter. Disse kontraster – mellem storhed og krise, udvikling og stagnation – udgør kernen i historien om Los Che, der fortsat spiller sine hjemmekampe på det ikoniske Estadio de Mestalla og drømmer om at realisere byggeriet af det nye stadion i Benicalap-kvarteret.

Historisk udvikling

Fundamentet i 1919 og pionértiden (1919-1923)

Klubben blev officielt konstitueret 18. marts 1919 på Bar Torino, hvor en mønt kastet mellem Octavio Augusto Milego Díaz og Gonzalo Medina afgjorde, at førstnævnte blev den allerførste præsident. Trænings- og kampaktiviteten tog fart på Campo de Algirós – et jordunderlag med plads til omkring 8 000 tilskuere – indtil kapaciteten måtte udvides.

Mestalla åbner og regionale triumfer (1923-1936)

Den 20. maj 1923 indviedes Campo de Mestalla, der var opkaldt efter den nærliggende middelalderlige vandingskanal. Kapaciteten lød på cirka 17 000, hvilket muliggjorde større tilstrømning, særligt da stjerneduoen Cubells og Montes skabte eufori og sikrede tre sammenhængende regionale mesterskaber. I 1931 lykkedes endvidere oprykningen til Primera División.

Efterkrigstidens ”Delantera Eléctrica” og tre ligaguld (1940-1949)

Efter borgerkrigsskaderne blev stadion hurtigt sat i stand, og nu med navnet Valencia CF fra 1941 begyndte klubbens måske mest gloriøse hjemlige æra. Under præsident Luis Casanova og anført af den legendariske angrebskæde Epi-Amadeo-Mundo-Asensi-Gorostiza – tilnavnet ”Delantera Eléctrica” – vandt Valencia La Liga i 1942, 1944 og 1947 samt Copa del Generalísimo i 1941 og 1949. Mundo kronede perioden med to Pichichi-trofæer.

Udvidelser, Copa-pokaler og internationale profiler (1950-1959)

1950’erne blev præget af byggeriet af ”Gran Mestalla” til 40 000 pladser og af tilgange som den hollandske dribler Faas Wilkes. Copa-triumfen i 1954 (3-0 over FC Barcelona) og Pichichi-titlen til Ricardo Alós i 1958 illustrerer bredden, men flere sæsoner blev tynget af økonomisk pres efter ombygningen samt af konsekvenserne af den ødelæggende Turia-oversvømmelse i 1957.

Europæisk gennembrud: Messeby-back-to-back (1960-1963)

Med Julio de Miguel som præsident debuterede Valencia officielt i kontinental fodbold i Messebyturneringen 1961-62 – og vandt overraskende trofæet ved at besejre FC Barcelona 6-2 og 1-1 i finalen. Året efter gentog man kunststykket mod Dinamo Zagreb og skrev sig ind som Spaniens første back-to-back-vinder i en UEFA-forløber.

Cuptitel og Recopa-eventyret (1966-1970)

Efter en række tætte semifinaleudgange kom forløsningen med Copa del Rey 1967 – en 2-1-sejr over Athletic Club foran 100 000 tilskuere på Santiago Bernabéu. Titlen kvalificerede holdet til Recopaen, hvor man nåede kvartfinalen mod Bayern München.

Di Stéfano-ligatitel og tre tabte Copa-finaler (1970-1973)

Alfredo Di Stéfano genoplivede vindermentaliteten og førte et kollektiv bestående af Abelardo, Claramunt og Uriarte til La Liga-guld i 1971. Samme periode bød dog på tre smertefulde Copa-finalenederlag (1970, 1971, 1972) mod Real Madrid, Barcelona og Atlético.

Kempes-æraen og de europæiske laurbær (1976-1981)

Med José Ramos Costa som præsident og Pasieguito som sportslig arkitekt blev Mario Alberto Kempes købt i 1976. Den argentinske ”Matador” toppede topscorerlisten to år i træk og førte holdet til Copa-guld 1979. Under Di Stéfanos anden periode fulgte Recopa-sejr 1980 mod Arsenal og Supercopa de Europa samme år over Nottingham Forest – klubbens første officielle europæiske double.

Nedrykning og genrejsning under Arturo Tuzón (1986-1992)

Finansiel kollaps og sportsligt forfald kulminerede med nedrykningen i 1986, men med Arturo Tuzóns stramme økonomistyring, Di Stéfanos loyalitet og en hjemmeavlet kerne (Arias, Fernando, Subirats) lykkedes øjeblikkelig oprykning i 1987 og siden to top-3-placeringer under Víctor Espárrago.

SAD-omdannelse og Roig-revolutionen (1992-1997)

I 1992 blev klubben omdannet til aktieselskabet Valencia CF, S.A.D. Sportsligt førte Guus Hiddink, Luis Aragonés og Claudio Ranieri holdet til skiftende topplaceringer, mens præsident Francisco Roig lovede guld og grønne skove under slogans som ”Per un València campió” – kulminerende med Copa-finalen ”del agua” i 1995, tabt 1-2 til Deportivo efter to opdelte spilledage grundet skybrud.

Den moderne guldalder (1998-2004)

Ranieri vandt Copa del Rey i 1999, kvalificerede sig til Champions League og overlod herefter tøjlerne til Héctor Cúper. Argentinerens udgave nåede to CL-finaler i træk 2000 og 2001 (tabt til henholdsvis Real Madrid og Bayern München). Med Rafa Benítez som cheftræner kom La Liga-titlerne 2002 og 2004 samt UEFA-Cupen 2004 – hvilket af IFFHS udløste titlen som Verdens bedste klub 2004.

Økonomiske skruetvinger og ejerskiftet til Peter Lim (2004-2014)

Stadionplaner, dyre indkøb og byggekrisen satte klubben i dyb gæld. Trods sporadiske pokalsucceser – Copa del Rey 2008 og Centenarie-pokalen 2019 – skiftede præsidenter og trænere i hastigt tempo. I 2014 overtog Meriton Holdings, ledet af den singaporske forretningsmand Peter Lim, majoriteten af aktierne efter et langstrakt salg, faciliteret af klubbens fond og hovedkreditor Bankia.

Lim-periodens udsving (2014-2024)

Den første sæson under Nuno Espírito Santo gav en lovende 4. plads, men efterfølgende år blev præget af sportslig ustabilitet, fanskepsis over for Lim-ledelsen, frasalget af profiler som Otamendi, André Gomes og Paco Alcácer samt flere trænerskift (Neville, Prandelli, Ayestarán, Marcelino m.fl.). Marcelino førte dog holdet til Copa-triumf i 2019 (2-1 mod FC Barcelona). Post-centenariet har budt på uroen omkring stadionbyggeriet, salg af nøglespillere og en sportslig målsætning, der ofte blot hedder overlevelse i La Liga.

Identitet og symbolik

Klubvåbenet og ”rat penat”

Valencias våben forener byen Valencias heraldik med klubbens egen identitet: et sort flagermus-silhuet placeret over skjoldet, de rød-gule senyera-striber og en blånistret overligger med påskriften ”Valencia C.F.”. Flagermusen – rat penat – knytter an til legenderne om Jaume I’s erobring af Valencia i 1238, og motivet har været kendt i byvåbnet siden 1300-tallet. DC Comics har flere gange rettet henvendelse om designlignende træk til Batman, dog uden retlig følge.

Hymner

• 1924: ”Hurra al Valencia” af Bernardo Duties.
• Frem til 1989: Pasodoble ”Valencia” af José Padilla.
• 1989-1993: ”Valencia, gol, gol, gol” (Pastoret).
• Siden 1993: Klubhymnen ”Amunt València” – musik Pablo Sánchez Torrella, tekst Ramón Gimeno.

Dertil kommer populære ikke-officielle sange som ”Amunt València a la victòria” (Los Inhumanos) og centenarie-nummeret ”Eterno junto a ti” (Bombai).

Farver og trøjer

Standarddragten har fra begyndelsen været hvid bluse, sorte shorts og – afhængigt af epoke – sorte eller hvide strømper. Siden 1994 har klubben periodisk brugt senyera-inspirerede udebanetrøjer med gule og røde striber, mens orange varianter har domineret 2000’erne. På sponsorfronten har Valencia haft alt fra lokale virksomheder (Lamiplast) til globale aktører som Toyota og, i nyere tid, Blu Products.

Stadion og faciliteter

Estadio de Mestalla

Mestalla er kendt for sine stejle tribuner, intense akustik og en visuel identitet, der siden 2013 omfatter orange-sorte sæder arrangeret som en flagermus. Stadionbarometeret tæller desuden guidede ”Mestalla Forever Tour”.

Nou Mestalla

Det planlagte futuristiske stadion i Benicalap måler sigtes mod cirka 75 000 pladser. Byggeriet, der officielt gik i gang i 2007, blev sat på stand-by i 2009 grundet finanskrisen og klubbens gæld. Arkitekterne Fenwick & Arup præsenterede i 2024 et revideret projekt med reduceret budget på ca. 120 mio. €, men byggeriet mangler fortsat endelig genstart.

Ciudad Deportiva de Paterna

Anlagt i 1974 (85 mio. pesetas) nordvest for Valencia, råder træningsanlægget over 13 baner (heraf et mini-stadion, Antonio Puchades, til 3 000 tilskuere) samt boligfaciliteter for unge talenter. Akademiet benævnes populært ”Acadèmia” og har et ry som en af Europas mest produktive talentfabrikker.

Organisation og økonomi

Ejerstruktur

Siden oktober 2014 har Meriton Holdings Ltd., kontrolleret af Peter Lim, ejet knap 82 % af aktierne efter en kapitaludvidelse i 2016. Fondazione Valencia CF besidder fortsat en minoritetspost, mens klubben omkring 45 000 aktionærer i alt.

Finansielle nøgletal og gæld

Klubben nåede i slut-00’erne en nettogæld på omtrent 547 mio. €. Ampliación de capital 2009 tilførte likviditet, men afhændelsen af stjernespillere – Villa, Silva, Mata m.fl. – samt stadionstagnation fastholdt gældsbyrden. Lim investerede yderligere 100 mio. € i aktiekapital ved overtagelsen, men ifølge opgørelser for 2024 figurerer klubben stadig blandt de mest forgældede i La Liga.

Sportlige meritter

Nationalt

• La Liga: 6 titler (1942, 1944, 1947, 1971, 2002, 2004)
• Vice­mesterskaber: 6
• Copa del Rey: 8 titler (1941, 1949, 1954, 1967, 1979, 1999, 2008, 2019)
• Supercopa de España: 1 (1999) + Copa Eva Duarte 1949
• Segunda División: 2 (1930-31, 1986-87)

Internationalt

• Inter-Cities Fairs Cup / UEFA Cup: 3 (1962, 1963, 2004)
• UEFA Cup Winners’ Cup: 1 (1980)
• UEFA Super Cup: 2 (1980, 2004)
• UEFA Intertoto Cup: 1 (1998)
• Pequeña Copa del Mundo: 1 (1966, ikke FIFA-anerkendt)

Individuelle hædersbeviser

Valencia-spillere har erobret Pichichi-trofæet 6 gange, Zamora 9 gange og Zarra hele 5 gange – flest af alle spanske klubber. Klubben blev af IFFHS udnævnt til Verdens bedste hold 2004.

Profiler og akademi

Hall of Fame-udpluk

• Mundo – 269 mål, klubrekord
• Ricardo Arias – 553 kampe, flest i historien
• Fernando Gómez – 552 kampe, 143 mål
• Mario Alberto Kempes – Copa, Recopa og to Pichichi
• David Villa – VM-vinder 2010, sølvstøvle
• José Luis Gayà – nutidig anfører med over 300 kampe

Academia og hjemmedyrkede landsholdsspillere

Fra Paterna er der udklækket mindst 24 spanske A-landsholdsspillere, bl.a. Mendieta, Albelda, Raúl Albiol, Jordi Alba, Isco, Paco Alcácer, Ferran Torres og de aktuelle førsteholdsspillere Gayà, Guillamón og Mosquera.

Trænere gennem tiden

Rivaliseringer

Derbi de València

Når Valencia møder lokale Levante UD, taler man om Derbi Valenciano – en duel der har genvundet intensitet i 2000-tallet, efter Levantes hyppigere La Liga-ophold.

Derbi de la Comunitat

Kampen mod Villarreal CF er blevet regionens anden hovedkamp, især fordi begge klubber har kæmpet om europæiske pladser. Historiske derbier mod Hércules, Elche og Castellón er også en del af den valencianske fodboldidentitet.

Landsdækkende rivaler

På nationalt niveau har Valencia hyppigt duelleret med Real Madrid, FC Barcelona, Atlético Madrid, Athletic Club, Deportivo de La Coruña og Sevilla FC om titler og Champions League-pladser.

Andre afdelinger og initiativer

Valencia Mestalla

Filialen blev stiftet i 1944 som CD Mestalla og var det første spanske reservehold til sportsligt at rykke op i La Liga (1952) – et oprykningstilbud der dog frivilligt blev afvist. Holdet spiller aktuelt i Segunda Federación.

Kvindefodbold

Siden 2009-10 har Valencia haft et elitekvindehold – oprindeligt overtaget fra Colegio Alemán – som konkurrerer i den øverste spanske række.

E-sport, atletik m.m.

Klubben driver ligeledes en e-sports-sektion (Hearthstone, Rocket League, League of Legends, Arena of Valor) og havde historisk en atletikafdeling (1924-1994), ligesom der eksisterer et Valencia CF D.I.-hold for spillere med intellektuel funktionsnedsættelse.

Medier og kultur

VCFplay og VCFradio

Klubbens digitale tv-platform VCFplay leverer interviews, historiske tilbageblik og kampindhold, mens VCFradio (101.5 FM) sender daglige programmer og livekampe.

Uddannelse: The Academy – Centro de Formación

Siden 2009 har klubben via sin fond drevet et trænings- og uddannelsescenter med universitetskurser og internationale camps i bl.a. Brasilien, Colombia og Japan.

Statistikker og rekorder

• 90 sæsoner i La Liga (pr. 2024) – historisk femteplads.
• UEFA-koefficient: fra top 10 i 2014 til uden for top 100 i 2024.
• Flest landskampe givet til det spanske landshold: 77 spillere fra Valencia.
• Fire Valencia-spillere var del af Spaniens VM-guldhold 2010: Villa, Marchena, Silva, Mata.

Fremtidsperspektiver

Med et fortsat uafklaret stadionprojekt, en aktionærstruktur domineret af Meriton og en fanskare, der både er passioneret og kritisk, står Valencia CF ved en historisk skillelinje. Akademiets styrke, den kollektive identitet forankret i ”Amunt València” og den iboende evne til at rejse sig fra modgang giver dog fortsat næring til drømmen om, at flagermusen igen skal svinge sig helt til tops i både spansk og europæisk fodbold.