CD Leganés

Club Deportivo Leganés – ofte blot kaldet Lega eller Los Pepineros – er en fodboldinstitution med rødder i den sydlige del af Madrids metropol, hvor industribyen Leganés siden mellemkrigstiden har fungeret som base for klubbens blå-hvide farver. Selv om holdet med sine relativt beskedne faciliteter længe har befundet sig under den nationale radar, har det i flere omgange formået at overraske det spanske fodboldpublikum med bemærkelsesværdige oprykninger, markante pokalbrag og ikke mindst fire sæsoner i La Liga i slutningen af 2010’erne.

Leganés’ historie er præget af gentagne op- og nedture: Fra de improviserede baner på et militært øvelsesareal i 1920’erne, over årelange ophold i de semiprofessionelle regionale rækker, til det første møde med Segunda División i 1993 og – kulminationen – den sensationelle entre i Spaniens øverste række i 2016. Klubben blev omdannet til et aktieselskab i 1995, og siden overtagelsen af flertallet af aktierne i 2008 har præsident Victoria Pavón og hendes mand, Felipe Moreno, stået i spidsen for en økonomisk konsolidering, der i årevis var en forudsætning for sportslig succes.

I dag spiller førsteholdet sine hjemmekampe på Estadio Municipal de Butarque, et kompakt stadion opført i 1998 og senere udvidet til 12.454 tilskuere. Her mødes lokale familier, pendlere fra storbyen og dedikerede fangrupper for at hylde et mandskab, der i 2023-24 igen vandt Segunda División – blot for at rykke direkte ned sæsonen efter. Skiftende omstændigheder ændrer dog ikke på Leganés’ identitet som hele byens samlingspunkt og som en klub, der gang på gang demonstrerer, at masser af vilje og en stærk kultur kan kompensere for et begrænset budget.

Geografisk placering og identitet

Leganés ligger knap 10 kilometer sydvest for Madrids centrum og rummer i dag over 180.000 indbyggere. Byen har gennem årtier udviklet sig fra et mindre landbrugsområde til en moderne industrikommune, og netop byens agrariske fortid har givet tilnavnet Los Pepineros – agurke­avlerne – som i dag bæres med stolthed af både spillere og fans. Klubbens blå-hvide striber afspejler farverne i byvåbnet og har siden slutningen af 1940’erne været et fast kendetegn på hjemme- og udebane.

Historisk udvikling

Stiftelsen 1928 og de tidlige år

Den 23. juni 1928 stiftede Félix Pérez de la Serna og en gruppe lokale entusiaster det, der officielt fik navnet Club Deportivo Leganés. Med Ramón del Erro som første præsident blev et hold amatører hurtigt tilmeldt Federación Regional Centro og debuterede i den ordinære 2. Kategori allerede i sæsonen 1928-29. Spillet foregik på et jordstykke, som militæret midlertidigt havde stillet til rådighed, og spillertrøjerne skiftede i de allerførste år mellem blå-rød, en grøn-hvid-rød tricolore og senere helgrønne farver.

Genstart efter borgerkrigen 1946–1960’erne

Den spanske borgerkrig satte fodbolden på pause, og først den 4. september 1946 blev Leganés reaktiveret. Tilnavnet Pepineros for alvor vandt indpas, da klubben nu spillede i grønne trøjer med hvide shorts – en reference til de omkringliggende grøntsagsmarker. Sidst i 1940’erne tog Leganés springet op i Primera Categoría og fortsatte i begyndelsen af 1950’erne med oprykninger til både Preferente og Tercera División. Her introducerede man i 1954 for første gang de vertikale blå-hvide striber, som siden blev permanent.

Vejen mod det nationale rampelys 1970’erne og 1980’erne

Med indvielsen af kommunens nye græsbane, Estadio Luis Rodríguez de Miguel (1966), fik Leganés endelig moderne rammer. Den demografiske vækst i området førte gradvist til større budgetter, og i 1977 var klubben tilbage i Tercera. En tredjeplads i 1979-80 blev startskuddet til en ambitiøs satsning, der – kulminerende i 1985-86 – resulterede i et divisionsmesterskab og næsten oprykning til den dengang nyoprettede Segunda División B. Udvidelsen af divisionen året efter skaffede imidlertid Leganés adgang til landets tredjehøjeste niveau i 1987.

Debut i Segunda División B og det første store gennembrud (1987–1993)

I de første år i Segunda B blev Leganés en hård nødd at knække for modstanderne. I 1992-93 toppede holdet det hele: under Luis Ángel Duque sluttede man øverst i den regionale gruppe og gik ubesejret gennem oprykningsslutspillet mod Elche, Xerez og Palencia. Den 27. juni 1993 foran fulde huse på Luis Rodríguez de Miguel-stadion besejrede Leganés Elche med 3-0 og rykkede for første gang i historien op i Segunda División.

Den første æra i Segunda División (1993–2004)

Debutsæsonen i 1993-94 blev præget af hård overlevelseskamp, men en sidste-runde-redning sikrede klubben endnu et år i den næstbedste række. Takket være strukturelle ændringer i spansk fodbold og økon­omiske problemer hos andre klubber overlevede Leganés flere gange mod nedrykning – bl.a. i 1994-95 og igen i 2003, hvor Compostela blev administrativt degraderet.

Midt-1990’erne bød på to sammenhængende ottendepladser (1995-96 og 1996-97) – stadig klubbens bedste ligaresultater uden for La Liga. I samme periode blev klubben omdannet til Sociedad Anónima Deportiva (S.A.D.) den 21. september 1995, med Jesús Polo som hovedaktionær. Trænerskiftene kulminerede med profiler som Pedro Braojos, Luis Sánchez Duque og et ungt stortalent, Samuel Eto’o på leje fra Real Madrid.

Grinbank-episoden og tilbagegangen (2003–2004)

I sommeren 2003 dukkede den argentinske musikkonge Daniel Grinbank op med løfter om La Liga-eventyr. Projektet indbragte José Pekerman som sportsdirektør, Carlos Aimar som træner og en hel argentinsk kontingent med navne som José Chamot og Nicolás Medina. Men tilskuerne udeblev, resultaterne var gennemsnitlige, og da støvet lagde sig i januar 2004, forlod Grinbank klubben, mens de fleste importerede spillere fik deres kontrakter ophævet. Leganés sluttede sæsonen på en 19.-plads og rykkede ned i Segunda B.

Ti års kamp i Segunda B (2004–2014)

Det følgende årti var et studie i økonomisk overlevelse og sportslig snublen. Adskillige trænere – herunder den legendariske Luis Ángel Duque, Quique Estebaranz, Rafa Muñoz og Pablo Alfaro – blev hyret og fyret i en lind strøm, mens holdet flere gange missede play-off med få point. I 2008 solgte daværende ejer Rubén Fernández sine aktier til byens forretningspar Felipe Moreno og Victoria Pavón, som straks tog fat på at dække gæld, skære budgettet til og genetablere kontakten til lokalsamfundet.

Asier Garitano og opstigningen til toppen (2013–2016)

Ansættelsen af baskeren Asier Garitano som cheftræner i 2013 blev vendepunktet. Med blot fem spillere til rådighed i juli formede han et solidt, defensivt organiseret mandskab, der i 2013-14 via sejre over Guijuelo, Lleida og L’Hospitalet rykkede op i Segunda. Allerede i 2015-16 skabte Garitano ny historik, da han med et forynget hold – forstærket af bl.a. Alexander Szymanowski, Rubén Peña og Juve-lejesvenden Gabriel Pires – sikrede Leganés direkte oprykning til La Liga den 4. juni 2016 med 1-0 på Estadio de Anduva mod Mirandés.

Fire sæsoner i La Liga (2016–2020)

Debutsæsonen i den spanske elite var fuld af nerver – men også af milepæle: første sejr (1-0 i Vigo over Celta), første point hjemme på Butarque mod Atlético Madrid og første triumf i eget hus (2-0 mod Osasuna). Trods alvorlige skader til bl.a. Jon Ander Serantes og Robert Ibáñez overlevede Leganés med en 17.-plads i 2016-17.

I 2017-18 nåede klubben for første gang semifinalen i Copa del Rey efter sensationelt at eliminere Real Madrid (vundet 2-1 på Bernabéu). Opbygningen kulminerede i 2018-19 med 13.-pladsen – bedste placering nogensinde – før nedrykningen i 2019-20 efter et 2-2-hjemmeresultat mod netop Real Madrid i sidste spillerunde.

Ny stabilisering og titlen i Segunda División (2023–24)

Efter to sæsoner med konsolidering i den næstbedste række vendte optimismen tilbage, og i 2023-24 hentede Leganés sit første officielle mesterskab på professionelt niveau, da holdet vandt Segunda División. Gæstespillet i La Liga blev dog kort, eftersom klubben rykkede ud igen i 2024-25 og i dag (2025-26-sæsonen) atter hører hjemme i Segunda.

Klubbens struktur og ejerskab

Fra forening til S.A.D.

Leganés har siden 21. september 1995 været organiseret som Sociedad Anónima Deportiva. Denne selskabsform forpligter klubben til at udstede aktier og drive forretningen som et aktieselskab under LFP’s finansielle kontrol. Omstillingen medførte, at daværende præsident Jesús Polo formelt sikrede sig aktiemajoriteten for at bevare stabiliteten.

Ledelsen siden 2009: Pavón og Moreno

Den 24. december 2008 overtog Victoria Pavón og Felipe Moreno majoriteten af aktierne. Pavón indtrådte i juli 2009 som præsident – en af ganske få kvinder på posten i spansk professionel herrefodbold – mens hendes ægtefælle fungerer som klub­administrator. Parret er anerkendt for at fremme en bæredygtig økonomisk model, nedbringe gæld og investere i talentudvikling snarere end dyre stjernespillere.

Estadio Municipal de Butarque

Historik

Butarque åbnede 14. februar 1998 med en Segunda-kamp mod Xerez, hvor Julián Ronda scorede det første mål i 8.138 tilskuers påsyn. Stadionet erstattede det aldrende Luis Rodríguez de Miguel, der siden 1966 havde været hjemmebane. Navnet Butarque refererer til et lokalt vandløb og til byens skytshelgen Nuestra Señora de Butarque.

Faciliteter og kapacitet

Tilgængelighed og infrastruktur

Stadionet nås let via MetroSur linje 12 (station San Nicasio), Cercanías linje C5 (station Zarzaquemada) og flere buslinjer (482, 483, 488, 491-493 samt bybus L1). Til træningsbrug ligger kunstgræsbanen Jesús Polo side om side med hovedarenaen.

Klubbens farver og symboler

Udviklingen af spilletrøjerne

Gennem årene har Leganés skiftet udtryk flere gange:

• 1928: blå-rød trøje, hvide shorts
• Senere 1930’erne: vertikale grøn-hvid-røde striber
• 1946: helgrøn trøje (ophav til kallenavnet Pepineros)
• Fra 1954: blå-hvide striber som permanent førstevalg

Joma er nuværende udstyrsleverandør, og reserve-sættet er traditionelt grønt med hvide detaljer – en hyldest til 1940’ernes farver.

Logo og tilknytning til byen

Klubemblemet afspejler byvåbnet med blå-hvide bånd, krans og initialerne C.D.L. Elementerne signalerer lokal identitet, mens laurelkransen symboliserer håb og sejr.

Sportslig statistik

Sæsonoversigt (pr. sommeren 2025)

Rekorder og milepæle

• Første kamp i La Liga: 19. august 2016 (1-0 ude mod Celta).
• Flest point i La Liga-sæson: 45 (2018-19).
• Bedste Copa del Rey-resultat: semifinalist 2017-18 efter sejr over Real Madrid i kvartfinalen (2-1 på Bernabéu).

Pokaleventyr

Siden debutten i Copa del Rey 1979-80 har Leganés deltaget 28 gange. Højdepunktet kom i 2017-18, hvor holdet nåede semifinalerne. Tidligere var ottendedelsfinalen i 2000-01 bedste resultat.

Trupper og talentudvikling

Førsteholdets registreringsregler

I henhold til LFP må trøjenumrene 1-25 reserveres til førsteholdet, mens højere numre tildeles Leganés B-spillere. Klubben respekterer desuden grænsen på tre ikke-EU-spillere, selv om flere sydamerikanere – eksempelvis Mantovani, Champagne, Muñoz og Gabriel Appelt – har dobbeltpass og derfor ikke belaster kvoten.

Reservehold og ungdomsakademi

Leganés B spiller sine kampe på kunstgræsbanen Jesús Polo, har tidligere optrådt i Segunda B og er aktuelt en fast del af Tercera. I 2016 etableredes Leganés C i den regionale 2. division. Under elitelaget findes en komplet piramidisk struktur med:

• 3 Juvenil-hold (U-19)
• 2 Cadete-hold (U-16)
• 2 Infantil-hold (U-14)
• 2 Alevín-hold (U-12)
• 1 Benjamín-hold (U-10)

Siden 2010 har klubbens fodboldskole – i dag over 240 elever – arbejdet efter målsætningen om både sportslig og menneskelig udvikling.

Fankultur og rivaliseringer

Aficiónen “Pepineros”

Klubben råder over cirka 9.700 sæsonkortholdere og en håndfuld officielle peñas. Blandt æresmedlemmerne findes fodboldjournalisten Julio Maldonado ”Maldini” og OL-bronzemedaljøren i fægtning José Luis Abajo.

Derby del Sur de Madrid mod Getafe

Den historiske rivalisering mod nabobyens klubber – først Getafe Deportivo, siden Getafe CF – gør kampene til højst emotionelle opgør i det sydlige Madrid. Intensiteten toppede i 1980’erne (Copa del Rey) og 1990’erne (begge i Segunda).

Internationale venskabsbånd

Leganés’ ultras har et venskab med græske Egaleo FC’s Gate 12 samt en sympati-relation til Reading FC – forenet gennem de identiske blå-hvide farver.

Æresbevisninger og trofæer

Trænerhistorik (udvalgte profiler)

• Luis Ángel Duque – førte klubben til Segunda (1993) og vendte tilbage flere gange i 00’erne.
• Pedro Braojos – indførte profiler som Catanha og Eto’o.
• Asier Garitano – arkitekten bag oprykningen til både Segunda (2014) og La Liga (2016).

Fremtidsudsigter

Med en moderne, udbygget hjemmebane, en bæredygtig økonomisk platform, et trofast lokalt publikum og en dokumenteret evne til at overvinde modgang ligger der fortsat et betydeligt potentiale i Club Deportivo Leganés. Ambitionen er på kort sigt at konsolidere sig i den øverste halvdel af Segunda División og på længere sigt at generobre en plads i La Liga – vel vidende at konkurrencen er hårdere end nogensinde. Én ting synes dog sikker: så længe pepinero-kulturen lever i gaderne omkring Butarque, vil Leganés fortsat udgøre en farverig og ukuelig del af spansk elitefodbold.